Hvordan kaprer man sin egen fremtid, når de voksne allerede har besluttet den?
AF JON BAGER & KRISTJAN MØLLER
Da fiskerdatteren STORM og købmandssønnen TORDEN finder den svenske konges hemmelige angrebsplaner mod Danmark-Norge, og ingen voksen vil lytte til børnene, må de selv stoppe invasionen og kæmpe for retten til deres egen fremtid.
Tre kanonskud flænser stilheden som salut. Ostindienfaren Nordstjernen er ankommet, kompagniselskabets fineste handelsskib, tungt lastet efter måneders sejlads fra Asien. På kajen står STORM, en fattig fiskerdatter, der sejler bedre end de fleste voksne, men lever i en tid, hvor piger ikke hører til på havet. Hele sit liv har hun set sin far slide på fjorden. Hun vil længere ud. Ved siden af står TORDEN, hvis mor styrer byens største købmandshus – og hans fremtid med samme jernhånd: et liv som bogholder i familieforetagendet. Han vil se verden. Den ene har drømt om havet, så længe hun kan huske. Den anden opdager først nu, at det overhovedet er en mulighed. Inden dagen er omme, har de begge forpasset chancen, men har til gengæld fået et venskab ingen af dem havde regnet med. Og drømmen? Den trækker bare endnu hårdere.
Havnen er byens bankende hjerte. Brostenene er slidt af vognhjul og søstøvler, og luften er tyk af saltvand, tjære og krydderier fra fjerne egne. Her jagter de hyre, ryger i klammeri med deres ærkerival KÆPPE KNUT og hans drengebande og hjælper fremmede sømænd, der ikke kan gennemskue de lokale købmænd. De lærer at læse vejret, snyde sig ud af en knibe og kende forskel på en ven og en, der bare lyder som en. Indtil dagen hvor TORDEN impulsivt griber en taske for næsen af den svenske spion DRAKE. Indeni ligger den svenske konges hemmelige angrebsplaner mod Danmark-Norge. Stormagternes skygger rækker nu helt ind mellem pakhusene. Det er ikke længere blot en drøm om havet, der er på spil.
De prøver at advare de voksne. Ingen lytter. Den eneste, der gør, er RAVNEN, en desillusioneret tidligere sømand, men han forsvinder i en storm. De står alene. Kaperen CHRISTIAN LENTE lokker med drømmen: hyre, frihed og en plads i verden, hvis bare de afleverer, hvad de har. DRAKE lokker ikke. Hun jager. Og imens skal de stadig forklare deres forældre, hvorfor der er mudder på tøjet.
Da STORM og TORDEN endelig får tilbudt hyre på skibet til New Foundland, må de vælge: Skal de følge drømmen og den fremtid, de selv ønsker, eller skal de blive og redde en by, der ikke vil lytte til dem?
Storm
12-årig fiskerdatter, der nærmest er vokset op på havet. Hun kan sejle bedre end de fleste voksne, læser strøm og vejr som andre læser bøger, og gennemskuer folk hurtigere end de bryder sig om. Hendes køn og fattige baggrund spærrer vejen til sølivet, men Ingrid lader sig ikke standse. Hun holder hovedet koldt, hvor Peter mister overblikket, og når andre tøver, har hun allerede set, hvad der skal gøres.
Torden
12-årig købmandssøn med ild i øjnene og krudt i røven. Han vil til søs for enhver pris, men holdes tilbage af sin mors planer for ham. Peter er fuld af idéer og mod, men hans impulsivitet fører ofte til kaos. Bag hans fandenivoldskhed ligger en stærk længsel efter at bevise, at han hører til på havet. Når kaptajner og kammerater begynder at kalde ham Torden, tager han det som en kompliment. Sådan begynder myten om den der en dag skal blive Tordenskiold.
Torden handler først, tænker bagefter. Han tænker højt; hvorimod Storm springer direkte til svaret. Han skaber problemerne, hun løser dem. De skændes næsten lige så ofte, som de er enige – men alene kommer ingen af dem nogle vegne.
Hun er storm: stille før uvejret, kraftfuld når det rammer. Han er torden: buldrende, impulsiv, allerede i gang før hun har sagt færdig. Men i sidste ende forstår de hinanden, som ingen andre forstår dem.
Både Peters magtfulde købmandsmor og Ingrids erfarne fiskerfar vil beskytte deres børn – men står samtidig som nogle af de største forhindringer for deres børns drømme.
– Peters mor siger ofte: "Der er to slags mennesker i denne by: dem der handler med havet, og dem der forsvinder i det."
– Ingrids far minder hende om: "Havet giver, og havet tager."
Kæppe Knut
Rivalen
En ambitiøs leder af en drengebande i havnen. Strategisk, selvsikker og ser Ingrid og Peter som konkurrenter, der skal sættes på plads. Har altid en kæp med sig.
Sophia Drake
Skyggen fra Sverige
En mystisk agent med uklare motiver. Hun dukker op i skyggerne og minder børnene om, at større kræfter lurer bag kulissen.
Christian Lente
Piraten
En charmerende, men farlig pirat, der lokker med hurtige genveje. Bag smilet gemmer sig altid en skjult dagsorden.

Serien udspiller sig i 1702. Den Store Nordiske Krig hærger Østersøen, og Sverige under den unge Karl XII er Nordens dominerende stormagt. Danmark-Norge er på dette tidspunkt trådt ud af krigen efter et tidligt nederlag, men spændingerne ulmer, og Rigets handelsskibe, krigsskibe og kapere deler farvandene med svenske og udenlandske fartøjer.
I Trondheim, i den nordlige periferi af dobbeltriget, vokser en 12-årig dreng op. Peter Wessel er født i 1690 som det fjortende barn ud af atten. Om hans tidlige barndom ved historikerne stort set intet – først som teenager træder han ind i historien som søfarende, og senere, i en alder af 25, adles han under navnet Tordenskiold og bliver en af Skandinaviens mest berømte søhelte.
Strukturen er seriel med en gennemgående sæsonbue, mens de fleste episoder har et episodisk A-plot – ugens eventyr – og det serielle spor som B-plot. Mod sæsonens midte og finale flipper balancen, så det serielle bliver det primære. Det episodiske gør serien tilgængelig for de yngste i målgruppen, mens sæsonbuen og de historiske og tematiske lag belønner de ældste og giver co-viewing-voksne flere indgange: spændingen, perioden og temaerne.
Serien minder om Young Indiana Jones (1992–1993) og Ronja Røverdatter (1984/2024), med et strejf af Hilda (2018–2023). Fra Young Indiana Jones henter vi præmissen om drengen før myten og det episodiske historiske eventyr i en periode-konkret verden. Fra Ronja Røverdatter den nordiske naturkraft, klasseskellet, forældreopgøret og fællesskabet af børn, der finder hinanden uden for de voksnes verden. Og fra Hilda en animation, der tager sit publikum alvorligt, format-balancen mellem afsluttede eventyr og en serial bue, og co-viewing-værdien, der gør serien til mere end børnefjernsyn.
Da kompagniskibet Nordstjernen ankommer til havnen, støder Ingrid og Peter tilfældigt ind i hinanden. Et kaotisk møde med kaptajnen sætter deres drømme om at komme til søs på spil – men ud af nederlaget spirer et umage makkerskab.
Da Ingrid og Peter samarbejder for at skaffe et nyt kort til kaptajn Eriksen, opdager de at havnekontorets kortsamling er blevet stjålet. Mens de jages af Kæppe Knut gennem byens gyder, finder de spor, der peger mod noget langt større end et simpelt tyveri, og pludselig er hele havnen lukket, indtil de skyldige findes.
Ingrid og Peter følger sporet fra det stjålne kort til kroen Den Sorte Hund, hvor de går undercover som tjenere. Her afslører de en hemmelig aftale mellem den mystiske Drake og manden i den grå kappe; kortene skal overleveres ved midnat, og børnene har kun timer til at samle Skibsrotterne og forhindre forbrydelsen.
Jon Bager er hovedforfatter og showrunner på Storm og Torden. Han skriver eventyr, som han selv elsker dem med fortællerglæde, stram dramaturgi, et humoristisk glimt i øjet og tiltro til, at publikum kan læse mellem linjerne. Uddannet cand.mag. i Filmvidenskab med speciale i internationale co-produktioner, har Jon arbejdet med manuskripter og kreative processer siden 2009 – først hos Thura og Obel Film, senere hos Kamoli Films, og siden 2015 som producer hos bl.a. Copenhagen Bombay på tværs af dokumentar, reklamer, animation og spillefilm.
Kristjan Møller er konceptualiserende instruktør og medskaber af Storm og Torden. Han er kendt for at forene visuel præcision, humor og emotionel dybde i sine fortællinger. Uddannet fra Danmarks Designskole i visuel kommunikation, og med over 20 års erfaring i animation spænder hans arbejde fra klassisk tegnefilm til digital 3D og visuelle effekter. Siden 2006 har han været en central skikkelse i Copenhagen Bombay, hvor han har instrueret og superviseret serier, spillefilm og reklamer for DR, TV 2 og internationale partnere.
Vi blev begge fanget af Tordenskiold som børn. Ikke af søslagene i sig selv, men af måden han vandt dem på: forklædt som fisker midt i fjendeland eller med en håndfuld soldater, der lod som om de var tusind. Han vandt ikke, fordi han var stærkest, men fordi han var klogest og frækkest. Det er den slags helt, vi gerne vil lave en serie om, fortalt på en universel og moderne måde.
Storm og Torden er vores bud på, hvordan det kunne være begyndt: Peter Wessel som tolvårig dreng i 1700-tallets Trondheim, i et univers af tørfisk, sørøvere og svenske spioner, sammen med Ingrid Stormvig, en fiskerdatter med vilje og kant. To børn der vinder med list, mod og kløgt, og hvis forskellighed ikke kun er sjov at fortælle med – den siger noget om, hvordan mennesker formes af hinanden.
Og for os ligger der et spørgsmål under det hele, som er lige så aktuelt i dag som det var i 1702:
Hvor meget af ens eget liv får man lov at bestemme selv?